På dybt vand
For mange ansatte og virksomheder kunne Danmarks Mentale Sundhedsdag ikke være mere tiltrængt – for nye arbejdsforhold, isolation og hurtig omstilling har været hverdagen for os alle de seneste otte måneder. Vilkår, der er med til at udfordre den mentale sundhed, og potentielt kan gøre os ensomme, deprimerede og angste.
På trods af myndighedernes restriktioner, lykkedes det mange virksomheder at gennemføre arrangementerne på alternativ og coronasikker vis. En af de virksomheder var Bredballe Have- og Anlægsservice A/S, der sammen med GoSail lavede teambuilding til vands - fire timer i sejlbåde med samarbejdet i fokus. Fungerede samarbejdet ikke, ville båden tippe og medarbejderne ville falde i vandet.
”Samarbejdet og fællesskabet var i fokus. Det var fedt at se medarbejderne på en anden måde, end vi er vant til i hverdagen - at selvom der er opgaver, medarbejderne er usikre på, så tager de ansvaret i de roller, de nu får tildelt. Det giver noget til samarbejdet og trivslen på arbejdspladsen, når man gør noget andet, end man plejer at gøre,” fortæller Margit Nørgaard Andersen, Adm. Direktør i Bredballe Have- og Anlægsservice A/S.
Naturens betydning for den mentale sundhed
I Horsens ved det boligsociale kontor BoTrivsel var det naturens betydning for menneskers mentale sundhed, der var på dagsordenen gennem et oplæg og en workshop fra den lokale konsulentvirksomhed Byblomst. Her plantede medarbejdere og beboer højbede med stauder i området.
”Naturen er ikke bare pynt. Det er også et sted, hvor vi kan dufte, se og føle os som en del af noget større. Dagen gav os sammenhold og nogle gode snakke, der har betydning for trivslen og den mentale sundhed. Vi havde både et input udefra, men vi gjorde samtidigt noget, der var godt for os selv ved at få jord under neglene og lave et nyt samlingspunkt,” fortæller Bettina Bach, Faglig koordinator i BoTrivsel.
”Vi glæder os til foråret, hvor det, vi plantede, springer ud. Jeg tænker, at vi kommer til at have mange samtaler der, og det bliver et naturligt samlingspunkt for os. Med dagen har vi sat et varigt aftryk, som hele tiden er foranderligt, men som ikke bare forsvinder igen,” siger hun.
Mentale pauser og egenomsorg
Beskyttet af visirer og mundbind afholdte friplejehjemmet Bedsted Thy Danmarks Mentale Sundhedsdag med workshoppen Kreativitet i omsorgskassen. Arbejdspladsen har været ekstra udfordret af pandemien, da plejehjemmet har været underlagt særlige restriktioner, fordi beboerne er ældre og i risikozonen.
Gennem workshoppen lærte medarbejderne om vigtigheden i at holde mentale pauser, hvor hjernen ikke bearbejder indtryk. Det kan f.eks. ske ved at lave øvelser, hvor man mærker kroppen, tegner eller øver sig i bare at kigge ud ad vinduet et øjeblik.
Derudover kom medarbejderne i fællesskab frem til, at stemningen om morgenen, når man møder op på arbejde, er med til at farve en hel dag. Derfor havde workshoppen fokus på, hvordan medarbejderne kan møde positive op på arbejde, så arbejdsmiljøet bliver styrket og alle får en god oplevelse af arbejdssituationen.
”Mange af de kvinder, der arbejder her, har et rigtig stort omsorgsgen. De drager stor omsorg både på arbejdet og derhjemme, men de glemmer at drage omsorg for sig selv. Det var derfor rigtig vigtigt, at de lærte vigtigheden i at passe på sig selv,” fortæller Anne Katrine Berwald Lier, forstander i Bedsted Thy.
Mental sundhed på dagsordenen
Danmarks Mentale Sundhedsdag er inspireret af WHO's World Mental Health Day, der er en årlig mærkedag den 10. oktober.
Danmarks Mentale Sundhedsdag arrangeres af Velliv Foreningen, der arbejder almennyttigt for at fremme mental sundhed i arbejdslivet.
”Det er ekstra vigtigt, at vi taler om trivslen på arbejdspladserne i disse tider, hvor manges hverdag er vendt op og ned. Vi er glade for, at så mange virksomheder har benyttet sig af muligheden for at sætte fokus på den mentale sundhed på arbejdspladserne, selvom vi befinder os midt i coronakrisen,” siger Lars Bo Pedersen, programchef hos Velliv Foreningen.
Danmarks Mentale Sundhedsdag vender tilbage i uge 41 i 2021. Der åbnes for ansøgning i juni.