43 private og offentlige virksomheder har modtaget en bevilling til at afholde et arrangement om mental sundhed på arbejdspladsen, og torsdag den 8. oktober fejrer vi dagen.
Formålet med Danmarks Mentale Sundhedsdag er at få startet samtalen om trivsel, arbejdsfællesskab, kommunikation og så videre. Ser man på en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for Velliv Foreningen, der står bag Danmarks Mentale Sundhedsdag, er der da også hårdt brug for et øget fokus på mental sundhed på arbejdspladserne.
Voxmeter har spurgt over 2.000 personer i beskæftigelse på tværs af branche, geografi, køn og alder. Flere end hver tredje siger, at de har følt sig stresset eller på anden måde har haft det psykisk dårligt i forbindelse med deres arbejde det seneste år. Samtidig svarer omkring hver fjerde, at de enten er helt eller delvist enige i, at det kan være svært at tale om mentale udfordringer på arbejdspladsen.
Kombinationen af, at så mange har det mentale udfordringer og samtidig oplever, at det er svært at starte samtalen, bekymrer Velliv Foreningen, der arbejder almennyttigt for at fremme mental sundhed i arbejdslivet.
”Vi har længe vidst, at der er udfordringer på arbejdspladserne med mental sundhed, og at det er en af de største faktorer for sygemeldinger. Derfor er det et problem, at så mange samtidig oplever det som svært at tale om, hvordan de har det,” siger Lars Bo Pedersen, programchef for Velliv Foreningen.
Behov for mærkedag
Tallene bekræfter behovet for en mærkedag som Danmarks Mentale Sundhedsdag, mener Lars Bo Pedersen.
”Vi bilder os selvfølgelig ikke ind, at én årlig begivenhed alene kan ændre på det, men vi har for eksempel set Knæk Cancer-mærkedagen sætte en markant dagsorden og gøre en forskel. På samme vis håber vi, at Danmarks Mentale Sundhedsdag hvert år kan minde os alle om, hvor vigtigt det er at få startet samtalen om de mentale udfordringer på arbejdspladsen,” siger han.
Behovet bliver bekræftet yderligere, når man dykker ned i Voxmeter-undersøgelsen. Her er det aldersgruppen 18-34-årige, der både oplever det som sværest at tale om problemer, og dem, der har det højeste antal sygemeldinger som følge af stress eller andre mentale udfordringer.
”Det er vigtigt, at man som ung får en god start på et langt arbejdsliv. Samtidig er man også mest udsat, når man starter på sit første job. Så det er et vigtigt område at sætte fokus på i forhold til at forebygge mistrivsel,” siger Lars Bo Pedersen.
Om Danmarks Mentale Sundhedsdag
Danmarks Mentale Sundhedsdag arrangeres af Velliv Foreningen, der arbejder almennyttigt for at fremme mental sundhed i arbejdslivet. I år er det anden gang, begivenheden finder sted. Den handler om at få arbejdspladser til at sætte fokus på mental sundhed via et event, der med samtale og læring fremmer mental sundhed på arbejdspladsen. I år har 1.075 virksomheder søgt om støtte på op til 10.000 kr. til et event. Et uddelingsudvalg på 12 eksperter inden for mental sundhed har sammen med Velliv Foreningen udvalgt 643 modtagere af støtte for et samlet beløb på 6,4 mio. kr.