Velliv Foreningen inviterer igen i år danske arbejdspladser til at søge 10.000 kr. til at starte samtalen om mental sundhed og trivsel på jobbet. Sidste år fik mere end 1.000 arbejdspladser en bevilling.
Det kan være svært at tage hul på samtalen om mental sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Men det vil Velliv Foreningen gerne lave om på. Derfor afholder foreningen igen i år Danmarks Mentale Sundhedsdag, hvor alle danske arbejdspladser kan søge om 10.000 kroner til et event om mental sundhed, der kan sætte samtalen i gang. Det kan være et foredrag, en workshop, teambuilding eller medarbejdernes egen idé. Eneste krav er, at det skal sætte gang i samtalen om, hvordan I har det på jeres arbejdsplads. I alt er der afsat 10 mio. kr. til at starte snakken på danske arbejdspladser.
Søg nu - få svar inden sommer
Danmarks Mentale Sundhedsdag finder i år sted torsdag den 10. oktober i uge 41 og er inspireret af WHO's World Mental Health Day. Men det står arbejdspladserne frit for at vælge hvilken dag de ønsker at afvikle dagen, når blot det sker i perioden 5.-13. oktober 2024. Der er åbent for ansøgning 2. april-1. juni 2024, og alle ansøgere får besked i slutningen af juni.
”Der er behov for at starte samtalen om mental sundhed på de danske arbejdspladser. Det skal være normen, at medarbejdere taler højt om deres succeser såvel som deres udfordringer. Vi håber, at rigtig mange arbejdspladser har lyst til at være med, og Danmarks Mentale Sundhedsdag kan være en anledning til at sætte gang i samtalen om den mentale sundhed,” siger Lars Bo Pedersen, chef for mental sundhed hos Velliv Foreningen.
På danmarksmentalesundhedsdag.dk er der eksempler på, hvad arbejdspladser tidligere har søgt penge til. Man kan også finde en række opslag fra udbydere, der gerne vil hjælpe med at afvikle en god dag.
Få råd og vejledning
Velliv Foreningen afholder to online webinarer henholdsvis d. 24. april kl. 14.00 og d. 14. maj kl. 9.00. Her kan man få svar på spørgsmål, og høre fra arbejdspladser, der tidligere har deltaget i Danmarks Mentale Sundhedsdag.