Nyhed 14.03.2024

Elektrikere elsker mindfulness

I Supervision Alarmteknik vil de have hovedet ud af alarmberedskab og mere ro i hverdagen. Derfor brugte virksomheden Danmarks Mentale Sundhedsdag på at øve sig i mindfulness.
alarmteknik1.jpg

20 mænd og 2 kvinder sidder med lukkede øjne i et mødelokale. Først bliver de bedt om at mærke deres fødder på gulvet. Så flytter de fokus til vejrtrækningen og går derefter langsomt igennem hver enkelt del af kroppen.

Der er konsulentfirmaet Mindful at Work, som guider de ansatte i alarmvirksomheden Supervision Alarmteknik i mindfulness-teknikker. I følge direktør Søren Nedergaard handler dagen om at lære at finde ro og undgå stress:

”Vi har en presset hverdag. Vi er tit en del af byggeprojekter med skarpe deadlines og slukker mange ildebrande - også uden for normal arbejdstid. Derfor glemmer vi at stoppe op og trække vejret. Det kan vi lære med mindfulness”.

Stop op og brug to minutter

De ansatte er primært elektrikere og andre håndværkere, og de fleste har ikke arbejdet med mindfulness før. Men direktør Søren Nedergaard har selv gode erfaringer med at bruge mindfulness til at skabe fokus og hjerne-pauser i hverdagen:

”Man kan bruge mindfulness-pauser mange gange i løbet af en arbejdsdag. Lige inden jeg skal ind til en ny kunde, så stopper jeg op og bruger to minutter i bilen på at finde ro. Nu er jeg her. Alt det, der lige er sket, parkerer jeg og starter på en frisk.”

Søren Nedergaard har kun fået positive tilbagemeldinger på dagen og er helt sikker på, at medarbejderne vil bruge de nye teknikker. På spørgsmålet, om virksomheden vil deltage i Danmarks Mentale Sundhedsdag næste år, er svaret klart ja:

”Det er en oplagt chance for at arbejde med vores trivsel. Jeg ved, at mange i mit netværk slet ikke kender muligheden – jeg kan kun anbefale det”.